REDEGØRELSE FOR SAMFUNDSANSVAR 2020, JF. ÅRSREGNSKABSLOVENS § 99A

Redegørelse for samfundsansvar, jf. årsregnskabslovens § 99a

Denne redegørelse udgør en bestanddel af ledelsesberetningen i selskabets årsrapport for 2020, der dækker perioden 1. januar – 31. december 2020.

Som entreprenørvirksomhed er vi i K.G. Hansen & Sønner a/s involveret i byggeprocesser i alle byggeriets faser, hvad enten det er som totalentrepriser, hovedentrepriser, fagentrepriser eller i partnering.  Uanset hvilken fase af byggeriet vi er involveret i, udføres beton- og murerentrepriser i det væsentligste som egenproduktion. 

K.G. Hansen & Sønner a/s er grundlagt på et princip om ordentlighed i udførelsen af byggerier, der er brudt yderligere ned på fire urokkelige værdier:

  • Vi udviser respekt
  • Vi er ansvarlige
  • Vi er troværdige
  • Vi har en høj faglighed

Med vores omkring 125 medarbejdere og mere end 100 års erfaring er K.G. Hansen & Sønner a/s en stor og vigtig virksomhed i markedsområdet. I K.G. Hansen & Sønner a/s er vi bevidste om, at vi igennem vores forretningsmodel med anvendelse af et større antal underentreprenører og væsentlige indkøb af materialer har en væsentlig social påvirkning i relation til menneskerettigheder og arbejdsforhold. 

K.G. Hansen & Sønner a/s har som entreprenør en væsentlig social påvirkning på menneskerettigheder i forhold til arbejdsforhold for underentreprenører og leverandører, og for egne medarbejdere i forhold til sikkerhed på arbejdspladsen. I byggefasen og i produktionen af færdigbeton er den væsentlige miljømæssige påvirkning knyttet til energiforbrug og affaldshåndtering.

 

Sociale forhold og medarbejderforhold

Politik og risici

Medarbejderne er byggestenene i virksomheden, og det er vigtig for K.G. Hansen & Sønner a/s, at der er udviklingsperspektiver i de jobs, som vi tilbyder, og at medarbejderne forstår og udlever virksomhedens værdisæt, hvilket der også bliver lagt vægt på ved ansættelse og oplæring af nye medarbejdere. I K.G Hansen & Sønner a/s er vi bevidste om, at man ved at sikre glade medarbejdere også kan sikre glade kunder. At mange medarbejdere har haft 25 og 40 års jubilæum er et eksempel på, at vi i K.G. Hansen & Sønner a/s gør en dyd ud af at sikre en attraktiv arbejdsplads og fastholde vores medarbejdere.

De væsentligste risici forbundet med medarbejderforhold og sociale forhold vurderes at være forbundet med arbejdet på byggepladserne og med fremstilling og levering af færdigbeton, hvor der kan forekomme ulykker i forbindelse med det fysiske arbejde. For at håndtere denne risiko og sikre, at der arbejdes systematisk med at reducere risikoen for arbejdsulykker, har K.G. Hansen & Sønner a/s fastlagt en arbejdsmiljøpolitik, som er nedfældet i medarbejderhåndbogen. K.G. Hansen & Sønner a/s har et mål om nul ulykker og har løbende fokus på at lære af ”nærved-ulykker” for derigennem at forebygge ulykker fremadrettet.

Ved igangsætning af nye projekter sætter K.G. Hansen & Sønner a/s som krav, at projektorganisationen gennemfører et opstartsmøde, hvor der ud over en gennemgang af projektet blandt andet som minimum også gennemføres en arbejdspladsvurdering og foretages en gennemgang af Plan for Sikkerhed og Sundhed.

 

K.G. Hansen & Sønner a/s har gennem 2020 fulgt udviklingen i COVID19-udbruddet og løbende foretaget nødvendige foranstaltninger for at sikre og beskytte medarbejdernes sundhed og de fysiske rammer på byggepladserne. K.G. Hansen & Sønner a/s har således fulgt myndighedernes krav og anbefalinger ved indførelse af skærpede regler for pauser, omklædning, brug af værnemidler og arbejdets udførelse, ligesom der på større byggepladser har været øget skurbykapacitet. For det administrative personale har restriktionerne særligt omfattet hjemmearbejde og udpræget brug af videomøder.

 

K.G. Hansen & Sønner a/s har ikke oplevet alvorlige udbrud af smitte på byggepladserne, ligesom der på kontoret kun har været enkelte smittetilfælde blandt medarbejderne eller medarbejdernes nærmeste. Det er således lykkedes at fastholde fremdriften på byggesagerne under indførelse af ovennævnte restriktioner i det daglige arbejde.

 

 Handlinger og resultater

Der er i 2020 registreret 3 arbejdsulykker (2 ulykker i 2019). Ved ulykker bliver der foretaget et eftersyn og en opfølgning, der har til formål at minimere risikoen for, at en lignende ulykke skulle ske igen.

 

Den årlige sikkerhedskonference for arbejdsmiljø organisationen har i 2020 ikke været afholdt. På grund af corona situationen har ledelsen besluttet at udskyde konferencen til et tidspunkt hvor det igen er forsvarligt at afholde arrangementer af denne type.

Det er målet, at sikkerhedskonference kan afholdes i 2. halvår 2021.

For K.G. Hansen & Sønner a/s er lærlinge og elever ligeledes et fokusområde. Ved ansættelse af lærlinge og elever skelnes der ikke mellem køn, alder og baggrund. I 2020 havde vi i K.G. Hansen & Sønner a/s 7 lærlinge og elever, heraf 1 kvinde, og målet er, at hver formand mindst skal have én lærling på sit sjak. Lærlingenes formænd følger og støtter lærlingene gennem det daglige arbejde og er med til den afsluttende svendeprøve.

 

Miljø- og klimaforhold

Politik og risici

Hos K.G. Hansen & Sønner a/s bestræber vi os på løbende at forbedre affaldshåndteringen og reducere energiforbruget relativt set, således at vi minimerer den negative påvirkning på miljø- og klimaforhold. 

Ved totalentrepriseprojekter og ved tidlig inddragelse i projekteringsfasen har K.G. Hansen & Sønner a/s mulighed for yderligere at påvirke bygherrens materialevalg, og her bliver både miljø- og klimaforhold tænkt ind i projektet.

 

I K.G. Hansen & Sønner a/s anser vi den væsentligste miljørisiko forbundet med affaldshåndtering, særligt i forbindelse med større renoveringer af ejendomme og i forbindelse med betonaffald. Vi håndterer dette løbende ved at følge gældende regler for kildesortering af affald og genbruge betonaffaldet.

 

Risici for en væsentlig klimamæssig påvirkning er bl.a. forbundet med virksomhedens eget energiforbrug i byggefasen og ved produktion af færdigbeton.

 

Handlinger og resultater

For at minimere energiforbruget og dermed reducere CO2-udledningen fra byggepladserne har K.G. Hansen & Sønner a/s siden 2017 benyttet sig af varmepumper i nye skurvogne, der alle har en høj isoleringsstandard

 

Anti-korruption og forretningsetik

Politik og risici

I K.G. Hansen & Sønner a/s tolererer vi ingen former for korruption eller bestikkelse. Love og regler skal overholdes, således at bestikkelse og korruption forhindres. K.G. Hansen & Sønner a/s modtager ikke betaling, gaver eller anden form for godtgørelse fra tredjemand, som kan påvirke eller give anledning til tvivl om upartiskhed i forbindelse med forretningsmæssige beslutninger.

Risikoen for korruption og uetisk forretningsadfærd er primært forbundet med kontakter til bl.a. offentlige myndigheder, kunder, bygherrer, underentreprenører, m.v.

 

Handlinger og resultater

I 2020 fortsatte vi i K.G. Hansen & Sønner a/s vores praksis med at sikre, at uddeling af sponsorater og donationer altid har fire øjne på og godkendes af ledelsen. Der blev i 2020 ikke registreret nogle former korruption, bestikkelse eller brud med K.G. Hansen & Sønner a/s’ forretningsetiske grundlag.

For bl.a. at minimere risici relateret til menneskerettigheder, miljøforhold og korruptionsmæssige forhold hos medarbejdere, underentreprenører og leverandører, vil K.G. Hansen & Sønner a/s i 2021 vurdere muligheden for at udarbejde en Code of Conduct, som samarbejdspartnere skal efterleve.

 

Menneskerettigheder

Politik og risici

For K.G. Hansen & Sønner a/s er det vigtigt, at både vores egne medarbejdere samt underentreprenørers og leverandørers medarbejdere arbejder under ordentlige forhold og i henhold til gældende lovgivning.

K.G. Hansen & Sønner a/s støtter op om og respekterer de internationalt anerkendte menneskerettigheder som formuleret i FN’s Menneskerettighedserklæring og de internationalt anerkendte arbejdstagerrettigheder som specificeret i den internationale arbejdsorganisation kernekonventioner.

For K.G. Hansen & Sønner a/s er de væsentligste risici relateret til menneskerettigheder i forhold til arbejdsforhold blandt underentreprenører.

 

Handlinger og resultater

I K.G. Hansen & Sønner a/s benytter vi i høj grad en fast kreds af underleverandører, som vi har entreret med igennem flere år, og som kender kerneværdierne i K.G. Hansen & Sønner a/s.

I 2020 fortsatte vi i K.G. Hansen & Sønner a/s med at sikre, at underentreprenører og deres eventuelle udenlandske medarbejdere og udenlandske underentreprenører skal have underskrevet RUT, for på den måde at kunne sikre, at tilstedeværelsen og ansættelsesforholdene i enhver henseende overholder dansk lovgivning. Der blev i 2020 ikke konstateret brud på denne praksis.

Når vi i K.G. Hansen & Sønner a/s arbejder for bygherrer, der har specifikke krav relateret til arbejdsforhold mv., sikrer K.G. Hansen & Sønner a/s, at dette bliver kommunikeret videre til og tiltrådt af underentreprenører og leverandører på projektet.

For bl.a. at minimere risici relateret til menneskerettigheder, miljøforhold og korruptionsmæssige forhold hos medarbejdere, underentreprenører og leverandører, vil K.G. Hansen & Sønner a/s i 2021 vurdere muligheden for at udarbejde en Code of Conduct, som væsentlige samarbejdspartnere skal efterleve.