KG tilbyder arbejder udført i forskellige entrepriseformer.

For alle former gælder, at beton- og murerarbejde samt elementmontage normalt udføres som egenproduktion.

 
 

Totalentrepriser


En totalentreprise er baseret på bygherrens ønsker og ideer.
 
KG udvælger arkitekt, ingeniør og underentreprenører, og forestår ledelsen af det totale projekt fra projektering og myndighedsbehandling til udførelse og aflevering.
 
Hvis bygherren har specielle ønsker mht. samarbejdspartnere, vil disse naturligvis blive inddraget i forløbet.

Totalentrepriseformen koordineres og planlægges i et tæt samarbejde mellem bygherre og totalentreprenør i en organisation med en gennemgående kontaktperson.
Med andre ord: KG er
i stand til at påtage sig det totale ansvar for ethvert byggeri - fra idé, over projektering, til udførelse og aflevering.
 
 

Hovedentrepriser

Hovedentrepriser er baseret på et færdigudarbejdet projekt (tegninger og beskrivelse).
Projektet udarbejdes af bygherrens egne rådgivere, som ligeledes afklarer alle myndighedsforhold.
 
KG udvælger underentreprenører, og forestår ledelsen af byggeriet fra opstart til aflevering. Dvs. at koordinering og planlægning af alle arbejder på byggepladsen varetages af KG.
 
Hele udførelsen ligger i KG regi. Ved en hovedentreprise indgår bygherren kun aftale med én entreprenør. Med faglig kompetence og stor erfaring inden for projektledelse sikres, at byggeprocessen forløber planmæssigt.

Arbejdet udføres i tæt samarbejde med bygherren og dennes rådgivere.
 
 

Fagentrepriser 

Fagentrepriser er ligesom hovedentrepriser baseret på et færdigudarbejdet projekt.
 
KG forestår udførelse af en eller flere entrepriser inden for eller i tilknytning til vores egenproduktion.
 
I fagentreprise har bygherren mulighed for at trække på vores kompetencer og specialviden inden for beton-, murerarbejde og elementmontage.
 
Arbejdet udføres af fagligt dygtige medarbejdere og ledes af erfarne formænd.
 
Når entreprisen udføres som fagentreprise, koordinerer bygherren de enkelte entrepriser.
 
 

Partnering

Partnering er en samarbejdsform, som kan praktiseres uanset entrepriseform.

Partneringaftalen udføres som en tillægsaftale til entreprisekontrakten.

Partnergruppen er et økonomisk forpligtende fællesskab, hvor alle har interesse i at gennemføre projektet så godt, så hurtigt og så billigt som muligt.
 
En partneringaftale indgås mellem bygherre, rådgivere og entreprenører på et tidligt stade i byggeprocessen. Projektet udarbejdes i fællesskab mellem parterne, således at det løbende sikres, at projektet har de - af bygherren - ønskede funktioner, at det er udførelsesegnet, og at den økonomiske ramme og tidsplan bliver overholdt.

Udførende inddrages tidligt, således at erfaring og kompetencer fra underentreprenører løbende indarbejdes i projektet, ligesom målsætning omkring kvalitet, tid og økonomi prioriteres løbende og dermed overholdes.